Stor kædesav saver, så spånerne flyver
Firmaet startede for 13 år siden, og direktør Hardy Vølund står i dag i spidsen for 30 dygtige medarbejdere. Dansk Eksport Emballage er således inde i en spændende udvikling, og målet er ikke at blive flere ansatte ved at optimere produktionen for den vej at skabe udvikling. Indkøbet af en ny stor Holtec kædesav til opskæring af træ er dermed en del af denne plan.
Den store Holtec VarioCut SHK kædesav er placeret udenfor, og derved kan trucken nemt læsse en hel pakke træ på saven og nemt fjerne pakken igen. Maskinens transportbånd sørger for, at resttræ og spåner bliver gelejdet op i en container, så det er klar til genanvendelse. Saven har en kapacitet, som Dansk Eksport Emballage endnu ikke udnytter til fulde. Planen er dog, at saven fremover skal overtage flere og flere opgaver, som i dag løses på en traditionel afkortersav.
- Selvom vi ikke har haft kædesaven så længe, så spørger vi ofte hinanden om, hvordan vi dog nogensinde har kunnet undvære den, fortæller Hardy Vølund og fortsætter
- Med den nye sav sparer vi ca. en mands arbejde, og fremfor at bruge tiden på opskæring, kan vi nu bruge ressourcerne bedre på at samle og konstruere emballageløsninger. Tidligere skulle vores afkortersave klare det hele, men Holtec kapsaven er meget hurtigere at bruge, og arbejdsgangen er helt uden løft for vores medarbejdere. Her klarer trucken og maskinen det hele.
Hos Dansk Eksport Emballage er man specialiseret indenfor kundetilpasset emballageløsninger og oprindeligt var man derfor på udkig efter en ny traditionel afkortersav. Efter at have talt med KAM, Steen Hansen hos Junget fik ledelsen dog øjnene op for en Holtec kapsav med kædeskær som et bedre alternativ.
- Savens kapacitet og opskæring passer rigtig godt til opgaven, der her skal løses, fortæller Steen Hansen fra Junget, mens han med et nik til Hardy Vølund minder om at selve handlen var lidt speciel. Hele dialogen foregik faktisk på telefon og via onlinemøder. - I en Coronatid må man finde nye veje, og som leverandør af maskiner, service og værktøj kan Junget også sagtens klare den opgave, slår Steen fast.
-Som producent af emballageløsninger er leveringssikkerhed det allervigtigste for vores kunder De må ikke mangle deres transportemballage, når de skal levere deres varer. Med den nye sav er processen omkring opskæring effektiviseret, så nu kan vi fokusere vores indsats endnu mere på at fremstille gode emballageløsninger, siger Hardy Vølund og understreger, at hos Dansk Eksport Emballage leverer de til tiden.
Fakta:
Holtec VarioCut SHK kædesav
kan håndtere pakker med følgende mål:
- Længde min/max: 2,4/6,0 m
- Bredde min/max: 0,8/1,2 m
- Højde min/max: 0,8/1,2 m
Pakkemål efter afkortning:
- Længde min/max: 0,6/6,0 m
Kontakt maskinteamet hos Junget. Vi hjælper gerne med gode råd og vejledning til optimering af din produktion.
Find en medarbejder for direkte kontakt