Junget.dk giver Noyer mere tid i hverdagen
Kvalitet, nytænkning og sublimt håndværk er nogle af de ord, som er kendetegnede for designfirmaet Noyer. Du finder firmaet i hyggelige lokaler i den gamle kapselfabrik i Valby. Her udklækkes de gode ideer, og der bliver kælet for hvert eneste produkt og hver eneste detalje. Alt fremstilles i amerikansk valnøddetræ, og produktpaletten spænder fra smukke skærebrætter, til borde, lamper og knivmagneter.
Hvorfor lave andres design, når det er sjovere at producere sine egne?
Janus Larsen er grundlægger og chefdesigner i Noyer og med sig i teamet har han bl.a. Nikolaj Hviid, som har været med helt fra starten. De to har tidligere arbejdet sammen og i takt med, at det blev sjovere og sjovere at lave deres egne designs efter fyraften, valgte de livet som iværksættere. Nu forfølger de en fælles drøm om at skabe en designvirksomhed med håndlavede kvalitetsprodukter, der er såvel funktionelle som nytænkende og holdbare.
Virksomheden har taget fart siden opstarten i 2014. Tidligere på året var Janus Larsen med i tv-programmet Danmarks Næste Klassiker på DR1, hvilket har været med til at booste efterspørgsel efter Noyer designs markant. I dag er der 7 mand tilknyttet firmaet, og ser Janus tilbage på de sidste 5 år, så er der ingen tvivl om, at de har været igennem en meget lærerig proces. De gode ideer og unikke løsninger skal jo også sælges, så det kommercielle går i dag hånd i hånd med den kreative proces.
- Men uanset hvor travlt vi får det, så skal der være tid og plads til at lege… for det er her, de gode ideer og designs opstår, konkluderer de to ildsjæle.
Gør det nemt at være kunde
For at give tid i hverdagen har vi brug for at have de rigtige samarbejdspartnere, som gør det nemt for os at være kunde, fortæller Nikolaj, der til daglig står for at holde værkstedet kørende. -Vil vi levere de ypperste kvalitetsprodukter, så har vi også brug for de rigtige materialer og det bedste værktøj til opgaven, fortsætter han.
I det seneste års tid har Noyer derfor samarbejdet med Junget om køb af værktøj. Det er nemt at bestille værktøj på Jungets webshop. At være fri for at skulle ringe og kunne bestille 24/7 er helt klart noget som Nikolaj foretrækker. De fræsejern, vi bl.a. køber ved Junget, matcher vores kvalitetsniveau og med en leveringstid på standard slet- og skrupfræsere på 1 – 2 dage, er det nemt og hurtigt at få det, du mangler, forklarer han.
En anden service, som også har vist sig at være en fordel for Noyer, er Jungets slibeservice.
– Vi bestiller blot afhentning af slibevarer på deres hjemmeside, så kommer de og henter dem her på værkstedet og returnerer dem igen. Det er nemt for os, og Junget påfører desuden fræsejernets nye mål efter slibning, hvilket er en kæmpe hjælp, når værktøjet skal bruges. Igen sparer jeg tid, og jeg ved, at kvaliteten er i orden, slår Nikolaj Hviid fast.
Den tid som Janus og Nikolaj sparer på at få det praktiske omkring virksomhed til at fungere, bruger de i stedet på at udvikle den. Og der mangler ikke drømme eller planer hos Noyer. Der kæmpes for at få de udenlandske kunder til at få øjnene op for den danske designvirksomhed, og naturligvis pusles der hele tiden med nye ideer og testes nye designs.