Multika Snedkerier udvider inhouse produktion
For at styrke sin position på markedet har Multika Snedkerier ApS, som er en selvstændig enhed under BGB-koncernen, gennemført en omfattende modernisering af sin produktionskapacitet. Virksomheden har investeret i nye maskiner og et stort lakeringsanlæg fra Junget A/S, så de i dag har en alsidig og komplet inhouse produktion, der kan imødekomme en bred vifte af inventarløsninger til både byggeri og specialopgaver.
Med base i Skive har Multika Snedkerier opnået en fuldstændig modernisering af deres produktionslinje over en periode på 4-5 måneder, som nu omfatter alt fra opskæring, CNC-bearbejdning, kantlimning og laminering til et avanceret overfladebehandlingsanlæg, der bl.a. er certificeret til brandhæmmende lakering.
Avanceret lakeringsanlæg sikrer nye muligheder
En af de mest markante installationer i denne leverance er det komplette lakeringsanlæg, som sikrer en høj og ensartet kvalitet i lakeringen. Anlægget, der består af en Viet bredbåndspudser, en børstepudser, et Cefla Mito sprøjteanlæg og en højovn, muliggør en komplet og effektiv overfladebehandling. Selve tørreprocessen, der nu kun tager 45 minutter, giver Multika Snedkerier mulighed for hurtigt at håndtere større serier og mere krævende opgaver.
Den nye laklinje har desuden gjort det muligt for Multika at gennemføre en certificering, så de nu kan tilbyde brandhæmmende lakering. Denne kompetence er især eftertragtet i forbindelse med leverancer til offentlige byggerier og institutioner, såsom lufthavne og andre steder, hvor sikkerhed og brandbeskyttelse er højt prioriteret. Certificeringen har allerede åbnet op for nye markedsmuligheder og givet Multika en væsentlig konkurrencefordel i forhold til andre leverandører.
Mere power i produktionen
Udover lakeringsanlægget har Junget leveret en række maskiner, der understøtter Multika Snedkeriers vision om alsidighed og høj kvalitet. Den nye maskinpakke inkluderer en 5-akset Biesse Rover A CNC-maskine, som nu supplerer virksomhedens eksisterende Homag CNC. Den kombinerede CNC-kapacitet sikrer, at Multika kan tilbyde endnu større fleksibilitet og præcision i deres leverancer.
Den samlede maskinpark omfatter derudover en Robland bordfræser, en WA80 Altendorf rundsav, en Italpresse X18 laminatpresser samt en Biesse Akron 1330 kantlimer, som tilsammen giver Multika mulighed for at udføre komplekse produktionsopgaver. Med disse investeringer kan Multika nu tilbyde fuld inhouse produktion og dermed reducere leveringstiderne og samtidig levere produkter af højeste kvalitet.
Et stærkt samarbejde bygget på tillid og respekt
Det er snedkermester Kent Gjørup, der er arkitekten bag projektet og dermed stået i spidsen for udvidelsen. Med mange års brancheerfaring og en stor forståelse for godt håndværk har han, sammen med Jungets Key Account Manager Ole T. Pedersen, haft et tæt og positivt samarbejde. "Hele projektet har været præget af gensidig tillid, da vi jo har kendt hinanden igennem mange år," fortæller Kent Gjørup. "Vi har haft en åben dialog gennem hele processen, og Jungets serviceteam har været en uvurderlig støtte i at få projektet gennemført præcis som planlagt."
Ole T. Pedersen fremhæver ligeledes samarbejdet som en af grundene til projektets succes: "Vi er stolte af at have været en del af Multika Snedkeriers vækstrejse og at kunne levere en løsning, der ikke kun opfylder deres nuværende behov, men også understøtter deres fremtidige vækstplaner."
Fleksibel og fremtidssikret produktion
Virksomhedens toårige plan om at opbygge en fleksibel produktionslinje er dermed blevet en realitet. Multika Snedkerier står derfor stærkere end nogensinde som en projektorienteret leverandør af inventarløsninger til både små og store byggerier. Senest har virksomheden fremstillet akustikpaneler og dele af den indvendige træbeklædning til ATP’s fem nye pavilloner ved hovedsædet i Hillerød.
Denne modernisering har ikke blot givet virksomheden en skarp konkurrencefordel, men også gjort dem i stand til at håndtere opgaver, der tidligere ville kræve flere underleverandører. Det betyder kortere leveringstider og en mere smidig produktion – alt sammen med fokus på kvalitet og effektivitet.