40% mere effektiv med ny Biesse CNC
Hos Boye Inventar investerer man i nye og effektive maskiner for at opnå fleksibilitet og effektivitet. Boye Inventar er et familieejet firma, der har specialiseret sig indenfor fremstilling af standard og unika inventarløsninger til alt lige fra messetande og kontormiljøer til butiksinventar m.m. En produktion, som kræver nogle fleksible maskinløsninger med hurtig omstilling og en effektiv bearbejdning.
Boye Inventar har i igennem årene opnået en stor knowhow indenfor specialopbygning af væg- og loftpaneler samt brand- og lyddæmpende materialer. Støj er i dag en stor gene på mange arbejdspladser, i mange offentlige rum ja sågar i private hjem. Heldigvis kan man gøre en stor forskel med lyddæmpende plader i møbler og på lofter, og her kommer Boye Inventar ind i billedet.
Den nye 5- akset Rover B er derfor også leveret med en speciel akustik borekasse, der er udstyret med 36 uafhængige værktøjer for enkelt og multiboringer. Spindlerne drives af 3 inverter styrede motorer, og rotationshastigheden kan programmeres op til 8000 o/min til kørsel af hurtige borecyklusser og reduktion af bearbejdningstiden. Derudover er det muligt at programmere hastigheden i forhold til værktøj og hvilket materiale, der skal bearbejdes. Biesse tilbyder desuden borekasser med flere centerafstande.
Med den nye borekasse bliver vi i snit 40% mere effektive end tidligere, så forskellen er markant, forklarer direktør Mikael Boye ved Boye Inventar, mens han viser Ulrik Søe, KAM ved Junget rundt i produktionen. For at få det rette indtryk af løsningen skal du næsten se løsningen i funktion. Det kan du gøre via denne video eller se maskinen, når Boye Inventar afholder Åbent Værksted d. 15. marts 2019.
- Med den nye maskine kan vi nu generelt lave en samlet og hurtigere bearbejdning end tidligere. Vi kan nu lave en bearbejdning af emner på op til 2.05 m i diameter, hvor udskæring, boring og fræsning sker i en samlet bearbejdning, forklarer Erik Hother Jespersen salgsleder ved Boye Inventar. Erik ser store muligheder for også at udnytte den nye CNC-maskine til produktion af halvfabrikata og unikke bordpladeløsninger.
-Vi har bare måttet indse at med nye maskiner, så øges vores fleksibilitet og vores evne til at levere lige præcis det, kunderne mangler, uanset om det er lyddæmpende pladeløsninger eller et receptionsmøbel til et konferencecenter m.m. Vi er klar, slår Erik Jespersen fast, mens han glæder sig til, at Boye Inventar d 15. marts slår dørene op til Åbent Værksted og byder kunder og samarbejdspartnere indenfor.